SIDEN SIDST...

OP | NED
05:12:2018 18:35
Youssef Toutouh på rette vej: Jeg har mere overskud

Youssef Toutouh mærker store fremskridt i AGF.


Youssef Toutouh har fået tre indhop for AGF i denne sæson, og senest blev det til 20 minutter på banen, da århusianerne besejrede Vejle Boldklub 2-1 mandag aften. Den tidligere FCK-spiller skrev kontrakt med AGF i starten af oktober efter tre måneder uden klub, så det har hele tiden været planen, at midtbanespilleren skal bygges langsomt op. 

Den proces er på rette vej, og AGF-profilen føler sig bedre og bedre tilpas.

- Det går i den rigtige retning. Jeg har gjort store fremskridt, siden jeg kom. Jeg har mere overskud og har ikke trætte ben efter træninger og kamp, så det er dejligt. Det var vigtigt med sejren over Vejle, og det var fedt at være en del af, så nu håber jeg bare at jeg kan bygge på og få flere minutter, så jeg kan nå mit topniveau igen, siger Youssef Toutouh til AGF's hjemmeside.

AGF's nummer 24 håber på flere minutter i benene og ikke mindst tre point, når han og holdkammeraterne møder FC Nordsjælland på mandag.

- Jeg synes, vi har gjort det ganske okay i størstedelen af kampene her på det seneste, hvor vi har været lidt uheldige. Men mod Vejle spillede vi ikke op til vores bedste, men fik alligevel sejren, og det har man også brug for nogle gange, og der er mange gange, hvor det har været os, der har følt os uheldige efter en kamp. Nu har vi så to kampe tilbage, og jeg håber og tror på, at vi kan få maksimumpoint i de kampe, lyder det fra Toutouh.

Youssef Toutouh havde en kæmpe chance for at score mod Vejle Boldklub, men afsluttede forbi mål fra en fri position sent i kampen. 


SIDEN SIDST...

OP | NED