SIDEN SIDST...

OP | NED
11:10:2018 15:50
Trods flyvende start på sæsonen: Yussuf Poulsen tror ikke på over 25 mål

Yussuf Poulsen er på vej mod den mest målrige sæson i karrieren, og han fokuserer da også mere på at score mål nu end tidligere. Han tvivler dog på, at han når helt op, hvor de store målscorere holder til.


Hvis der er én ting, Yussuf Poulsen er blevet kritiseret for i sine første seks år som seniorspiller, er det, at han scorer for få mål. Både for sit klubhold og for landsholdet.

Målsnittet i denne sæson fejler dog ikke noget for angriberen, der har scoret 7 af slagsen i 13 kampe i alle turneringer for RB Leipzig. Han har endda præsteret at komme på tavlen i både Bundesligaen, pokalturneringen, Europa League og kvalifikationen til sidstnævnte.

Holder han samme snit gennem hele sæsonen, burde han ramme omkring 20-25 mål, alt efter hvor mange kampe han spiller. Men selv om Yussuf Poulsen lægger mere vægt på målscoringen end tidligere i karrieren, regner han ikke med SÅ mange mål.

- Tidligere var jeg ikke en angribertype, som fokuserede meget på at lave en masse mål. Jeg tror heller ikke, at jeg kommer over 25 på klub- og landshold i denne sæson. Men jeg arbejder nu mentalt og på banen på at være mere fokuseret på at blive en bedre og mere målsøgende afslutter, siger han til Politiken.

- Jeg har fået mere rutine, min form er rigtig god nu, og jeg havde et godt VM i Rusland. Det gav selvtillid, som jeg har taget med ind i denne sæson. Jeg sparrer med trænerne – og skal også gøre det med Jon Dahl – for at finde frem til, hvordan jeg skal tilbyde mig endnu mere oppe foran.

Yussuf Poulsens mest målrige sæson var i 2014/15, da han scorede 11 af slagsen i 2. Bundesligaen og et enkelt i pokalturneringen. Selv hvis han ikke når 25 i denne sæson, mangler han altså blot fem kasser for at tangere sit personligt bedste.

Næste optræden bliver formentlig lørdagens landskamp mod Irland i Nations League.


SIDEN SIDST...

OP | NED