SIDEN SIDST...

OP | NED
08:01:2019 13:08
Transfervinduet er åbent: Fem udlandsdanskere, der kan blive solgt

Det er ikke kun de danske klubber, der nu frit kan købe og sælge spillere - også i udlandet er transfervinduet åbent. Vi giver her et bud på fem udlandsdanskere, der kan være skiftet til en ny klub, når januar bliver til februar.


Transfervinduet er åbent, og klubber fra både ind- og udland kan derfor nu købe og sælge spillere for første gang siden 31. august sidste år. 

Vinterens vindue er åbent til og med udgangen af januar, så hvis trupperne skal forstærkes eller spillere sælges, mens sæsonen stadig kører, er det nu, man har chancen.

I Superligaen ser det allerede ud til, at der kan være flere ting på vej, men i det store udland er der også flere danskere, som efter længere tids uro nu har muligheden for at få styr på deres fremtid. 

Middlesbroughs Martin Braithwaite er allerede blevet præsenteret i spanske Leganes, men den danske landsholdsspiller er ikke den eneste, der kan få en ny arbejdsgiver i disse uger. Tipsbladet.dk giver her et bud på fem danskere fra de udenlandske ligaer, der kan være væk fra deres respektive klubber, når vinterens transfervindue smækker i.

Tipsbladet.dk's fem bud på udlandsdanskere, der kan skifte væk i vinterens transfervindue. 

Jonas Knudsen, 26 år, Ipswich Town
Lad det være sagt med det samme; Nogle bud er mere sandsynlige end andre, og Jonas Knudsen er i særdeleshed en af de mest oplagte af slagsen. Ipswich-danskeren kunne tilbage i november fortælle til tipsbladet.dk, at han endnu ikke var blevet tilbudt en kontraktforlængelse i Championship-klubben, og at han derfor med et udløb til sommer følte sig nødsaget til at holde sine muligheder åbne - med det forbehold, at Ipswich åbnede kontraktforhandlinger. 

Udtalelserne satte gang i Ipswich-manager Paul Lambert og klubbens ejer Marcus Evans, der siden har forsøgt at imødekomme Jonas Knudsen - men indtil videre uden held. Kort før nytår meddelte Paul Lambert, at Jonas Knudsen har besluttet sig for at holde mulighederne åbne i dette transfervindue, og den 2. januar kunne klubben så præsentere en ny venstreback. Meget kunne derfor tyde på, at den danske landsholdsspiller snart er fortid i Ipswich.

Spørgsmålet er så bare, hvor han skal hen? Bundesliga-klubben Fortuna Düsseldorf har været meldt interesseret, men det bedste bud synes lige nu at være Middlesbrough, der også sendte bud efter danskeren i sommer. 

Marcus Ingvartsen, 22 år, KRC Genk
Stik modsat Jonas Knudsen har spilletiden været særdeles sparsom for 22-årige Marcus Ingvartsen i dette efterår. Sølle 74 minutter er det blevet til i denne sæson for danskeren, der dog også har haft skadesproblemer at slås med i belgiske KRC Genk.

Den tidligere Superliga-topscorer har omvendt fået rigeligt med spilletid under Niels Frederiksen på det danske U21-landshold - senest som anfører i testkampen mod England, hvor Ingvartsen også scorede sit 17 U21-landsholdssmål i kamp nummer 25. Landstræneren har dog udtrykt sin bekymring over, at flere af landsholdets bærende kræfter - herunder Ingvartsen - ikke spiller fast i deres respektive klubber og derfor udvikler sig hensigtmæssigt forud for sommerens U21-EM.

Marcus Ingvartsen har derfor flere gode grunde til at se sig om efter en ny arbejdsgiver i denne måned - om ikke andet så på en lejeaftale for resten af sæsonen. Den belgiske avis Het Belang van Limburg har såmænd også allerede skrevet, at den tidligere FCN-bomber kan være på vej væk fra Genk. Måske en Superligaklub kunne være interesseret? 

Andreas Christensen, 22 år, Chelsea
Ifølge fodbolddatabasen Transfermarkt er Andreas Christensen den danske landsholdsspiller, som har den næsthøjeste værdi, og det er med andre ord en af de mest lovende danske spillere, der i denne måned skal tage en beslutning om sin fremtid. 

Den 22-årige forsvarsspiller er ikke det mest sandsynlige bud på en januartransfer, men farmand og agent Sten Christensens udtalelser tilbage i oktober, om at de vil forsøge at "flytte" Andreas Christensen denne vinter, åbner utvivlsomt op for, at flere store klubber vil gøre et forsøg på at købe danskeren fri af Chelsea. Forsvarsspilleren spillede fast i sidste sæson under Antonio Conte, men med Maurizio Sarris tilgang har  'AC' primært måtte tage til takke med minutter i Europa League i dette efterår. 

Andreas Christensen er dog stadig i en ung alder meget tæt på startelleveren i en af Englands største klubber, og det er derfor heller ikke utænkeligt, at han også er at finde i London-klubben i foråret. AC Milan er dog en blandt flere klubber, som angiveligt vil forsøge at lave om på det.

Uffe Bech, 25 år, Hannover 96
Vi vender snuden tilbage mod en af de lidt mere sandsynlige bud. Det virker nemlig næsten utænkeligt, at Uffe Bech kommer til at færdiggøre denne sæson i tyske Hannover 96. Den danske offensivspiller skiftede til den tyske Bundesligaklub fra FC Nordsjælland tilbage i 2015, men har siden været lejet ud til Greuther Fürth og senest Brøndby IF. 

Det er derfor kun blevet til 19 kampe i Hannover 96-trøjen, og der er derfor ikke meget, der tyder på, at Uffe Bech bare går direkte ind på holdet i dette forår. Især ikke når han også kontraktudløb med klubben til sommer. I betragtning af hans skader var han for dyr, lød forklaringen fra Brøndby, der besluttede sig for ikke at udnytte købsoptionen i efterårets lejeaftale, og netop skadeshistorikken kan meget vel tænkes at skræmme flere bejlere væk.

Desuden menes Uffe Bech at få udbetalt en klækkelig hyre i Hannover 96, og den er der måske ikke mange danske klubber, der er klar til at matche for en offensivspiller, der er ude med skader halvdelen af tiden. Så hvis ikke Uffe Bech vil sidde sin kontraktperiode ud på bænken i Tyskland, kan endnu en lejeaftale være et godt bud for danskeren i dette vindue. 

Frederik Sørensen, 26 år, FC Köln
Den danske forsvarsspiller, der står noteret for én enkelt A-landskamp for Danmark, besluttede sig for at tage turen med FC Köln ned i 2. Bundesliga, og her går det strygende - for Köln. Bundesliga-nedrykkerne ligger nummer to efter de første 18 kampe, men det vil være synd at sige, at det er Frederik Sørensens fortjeneste.

Den 26-årige dansker har nemlig kun spillet 15 minutter i dette efterår, og det forlyder da også, at træner Markus Anfang ikke ser nogen fremtid i Sørensen. Köln-træneren bekræftede tilmed i sommer også, at danskeren havde fået muligheden for at skifte til Bundesligaklubben Hannover 96, som han dog takkede pænt nej til.

Tyske Bild skrev dengang, at Frederik Sørensen synes opsat på at vende tilbage til italiensk fodbold, hvor han spillede fra 2011 til 2015. Både af sportslige årsager, men også fordi kæresten er italiener og gerne vil hjem til støvlelandet. Kommer der et bud fra Italien, synes der derfor ikke at være noget, der kan holde Frederik Sørensen tilbage fra et vinterskifte. 

Fotos: Getty Images


SIDEN SIDST...

OP | NED