SIDEN SIDST...

OP | NED
09:01:2019 15:56
Toulouse-præsident langer ud efter Barca: De opførte sig arrogant

Toulouses klubpræsident mener, at Barcelona har ageret arrogant i deres forhandlinger med Jean-Clair Todibo.


Barcelona kunne tirsdag meddele, at de har sikret sig den 19-årige forsvarsspiller Jean-Clair Todibo fra Toulouse. Han skifter til de forsvarende spanske mestre, når hans kontrakt med Ligue 1-klubben udløber til sommer.

Og den handel er ikke faldet i god jord hos alle.

Især Toulouses klubpræsident, Olivier Sadran, er utilfreds med handelen. Ifølge Marca fortæller han i et interview med L’Equipe, at han først hørte om handelen via medierne, og at Barcelona har opført sig arrogant ved ikke at være i kontakt med Toulouse.

- Spilleren har været dårligt rådgivet, og Barcelona har heller ikke gjort det godt. De opførte sig arrogant i denne handel, og når det kommer fra en stor klub, er det ikke en særlig god opførsel, selvom de havde ret til det (at forhandle med spilleren, red.), fortæller Sadran.

Samtidig mener Sadran, at Todibo skifter til den spanske storklub for tidligt. Han mangler nemlig erfaring, mener han.

- Han er en spiller, der har en masse kvalitet, men som næsten ikke har nogen erfaring, lyder det fra Toulouse-præsidenten.

Todibo har blot 10 førsteholdskampe for Toulouse på cv’et, og de er alle kommet i denne sæson.


SIDEN SIDST...

OP | NED