SIDEN SIDST...

OP | NED
05:11:2018 15:47
Tidligere Superliga-spiller har succes i Norge: Det har været et flot skifte

Danske Philip Zinckernagel har succes i Norge, hvor han er fast mand for Bodø/Glimt og scorer mål. Skiftet har været alt, hvad han kunne håbe på.


Han havde i SønderjyskE og Superligaen vist masser af prøver på sine kvaliteter, men da Philip Zinckernagel mistede en plads i startopstillingen under Claus Nørgaard, tog han en beslutning.

En beslutning om at bevæge sig uden for de danske grænser - dels fordi SønderjyskE helst ikke ville sælge til en anden dansk klub, dels fordi den offensive spiller havde behov for at spille fast.

Løsningen blev FK Bodø/Glimt.

Siden skiftet har Zinckernagel, der spiller på kanten eller som 10'er, været fast mand for klubben, og han har scoret seks gange og gjort det godt for en klub, der med tre kampe igen af sæsonen kæmper for at undgå nedrykning.

- Det har på mange punkter været et flot skifte for mig. Jeg var røget lidt ud af holdet med Claus Nørgaard som træner (i SønderjyskE, red.), fordi der var blevet lavet om op formationen, så jeg følte, det var tid til at komme videre. Og jeg fik den her mulighed. Vi spiller lidt mere offensiv fodbold og fremadrettet, så på det punkt har det været et fint skifte for mig. Jeg har stort set spillet alle minutter, og jeg kan godt lide den norske liga. Den er mindre taktisk og mere offensiv end den danske. Måske fordi der spilles mange kampe på kunstgræs, fortæller Philip Zinckernagel til tipsbladet.dk.

I det hele taget har det for offensivspilleren været et godt skifte til en god og interessant liga.

- Folk virker lidt mere fodboldglade her - det er, som om spillet vækker mere glæde. Det minder på mange punkter om Superligaen, men i dansk fodbold spilles der mere taktisk og defensivt og for at holde nullet, hvor det her i Norge er lidt mere frem og tilbage. Det er faktisk den største forskel, siger Philip Zinckernagel.

Den 23-årige dansker ligger sammen med sin klub nummer 12 i rækken med 29 point. Der resterer tre kampe, og klubben er blot to point foran Lillestrøm, der ligger på en playoffplads om nedrykning. Samtidig er Stabæk, der er under stregen, bare fire point efter. Så danskerens klub er presset - specielt fordi Lillestrøm er modstanderen mandag aften.

Det opgør bliver dog uden Philip Zinckernagel, der er i karantæne, så han må fra sidelinjen håbe på, at holdet kan klare den svære udekamp og få noget med fra opgøret, så Bodø/Glimt også er at finde i Eliteserien den kommende sæson.

- Når man ikke selv spiller, er der næsten flere nerver på. Det er tæt og meget spændende, men sådan er det for en del hold. Det er ikke kun os, der har det svært. Der er tre hold, der ligger på 29 point, og så er der to hold under. Så der er fem klubber med meget på spil. Men det kan man ikke tænke så meget over - man skal fokusere på sit eget, siger Philip Zinckernagel.

Personligt vil danskeren gerne blive i klubben, hvis klubben bliver i Eliteserien.

- Vi spiller offensiv fodbold, og det kan jeg godt lide, og jeg er glad for at være her. Så jeg har intet imod at blive. Men det er klart, at hvis der kommer noget andet, så må jeg se på det, siger han.

Bodø ligger et godt stykke oppe i Norge, så det er langt væk fra Danmark, men den 23-årige tidligere SønderjyskE-, FC Helsingør- og HB Køge-spiller sørger for jævnligt enten at få besøge eller selv besøge familien og kæresten.


SIDEN SIDST...

OP | NED