SIDEN SIDST...

OP | NED
02:12:2018 19:57
Tibbling sikrede pligtsejr over Hobro

Brøndby IF spillede sig på fjerdepladsen, da de søndag aften slog Hobro IK med 1-0. Simon Tibbling blev matchvinder.


Brøndby skulle forsøge at tage et spring op i tabellen, da Hobro søndag aften kom på besøg. Det lykkedes, da Simon Tibbling sikrede Brøndby en 1-0 sejr.

Brøndby fik første gang testet Jesper Rask i Hobro-målet efter ti minutter, men keeperen reddede Simon Tibblings forsøg. Et par minutter efter blev Ante Erceg spillet fri i feltet, men angriberen helkiksede sin afslutning.

Brøndby sad på spillet, men de havde svært ved at blive farlige. Efter en halv times spil fik Hany Mukhtar chancen på et frispark et par meter udenfor feltet, men afslutningen sad lige i muren.

Kort inden pausen skulle Brøndby dog komme i front. En høj bold blev lagt op på Brøndbys angribere, men Hobro fik headet bolden væk På kanten af feltet kom Simon Tibbling dog løbende og efter en flot førsteberøring, sendte han bolden ind i det lange hjørne.

Efter pausen fortsatte Brøndby med at sidde på det meste. Efter en times spil var Besar Halimi tæt på at lave en meget flot kasse. Halimi modtog bolden et par meter udenfor feltet, og han satte med en elegant Laudrup-vending et par Hobro-forsvarer af, men han måtte se sin afslutning gå snert forbi stolpen.

Hobro sendte Edgar Babayan og Pål Alexander Kirkevold på banen med tyve minutter igen, og de to gjorde for første gang i kampen Hobro farlige.

Det blev dog ikke til flere scoringer på Vestegnen, og sejren sender Brøndby op på fjerdepladsen, mens Hobro ligger sidst. 


SIDEN SIDST...

OP | NED