SIDEN SIDST...

OP | NED
07:11:2018 17:07
Stor undersøgelse: Flere udlændinge og færre egne talenter i Superligaen

Der har aldrig været så mange udlændinge og så få egenudviklede spillere i europæisk fodbold, som der er nu, viser ny undersøgelse. Den udvikling viser sig også i Superligaen.


Superligaens klubber vender sig i stigende grad mod udlændinge og i mindre grad mod spillere udviklet i egen klub, når de skal fylde deres trupper ud. Det viser en ny, stor international undersøgelse.

Det er regnedrengene og -pigerne fra CIES Football Observatory, der over en tiårig periode har noteret spillerne i 31 forskellige europæiske ligaer, og her fremgår det, at Superliga-klubberne i dag består af 21,7 procent egenudviklede spillere. For et årti siden var det 29,1 procent.

Superligaen befinder sig dog fortsat i den pæne ende sammenlignet med de øvrige 30 ligaer. Her er indtager dansk fodbolds bedste række en niendeplads.

Med den viden er det måske ikke overraskende, at samme undersøgelse viser, at andelen af udlændinge i de danske klubber også er steget. Fra 30,5 procent til 38,2 procent (opgjort i sidste måned). Her ligger Superligaen lige midt i det hele som nummer 16 over de ligaer med flest udenlandske spillere.

Udviklingen i Danmark afspejler den, som finder sted over hele kontinentet. Undersøgelsen konkluderer, at 16,9 procent af alle spillere i de undersøgte ligaer er udviklet i den klub, de spiller. 41,5 procent er udlændinge.

Begge dele er rekord.

Undersøgelsens forfattere konkluderer, at tendensen er udtryk for kortsigtet planlægning og i sidste ende gavner de store klubber.

- Flere og flere hold er gearet til det kortsigtede. Ejere og ledere har en tendens til at optimere de økonomiske afkast på transfermarkedet på bekostning af sportslige hensyn, skriver de blandt andet.

- Den stigende ustabilitet begrænser den sportslige konkurrencedygtighed for et stadigt større antal hold til fordel for de rigeste og bedre strukturerede klubber, som i stigende grad dominerer.


SIDEN SIDST...

OP | NED