SIDEN SIDST...

OP | NED
06:02:2019 14:40
Specielt FCK-gensyn for Kadrii: Jeg kender alle mennesker derovre

Bashkim Kadrii vender tilbage til Telia Parken og FC København, når han og OB gæster nationalstadionet i forårspremieren. Det bliver en speciel oplevelse for offensivspilleren, der endelig kan gå ind til en halvsæson under skadesbekymringer eller transferspekulationer.


Da OB mødte FC København tidligere på sæsonen, var Bashkim Kadrii ikke med. Han var end ikke OB'er endnu. Offensivspilleren var stadig på kontrakt i FCK og fik først sit skifte igennem 31. august.

Derfor er søndagens besøg i Telia Parken hans første gensyn med FCK, siden han forlod klubben. I OB har han fået, hvad han ikke havde i København: spilletid og personlig succes. Til gengæld havde han så meget andet i FCK.

- Jeg havde alt. Jeg kunne nærmest ikke ønske mere. Jeg spillede i Skandinavien i den største klub, og jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge. Jeg var hjemme, hvor jeg kom fra, og jeg havde venner og familie tæt på. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være bedre end det - udover at spille for et stort hold i en stor liga. Det var et fantastisk sted at spille for en københavner. Der var også mange københavnere på holdet, og der var mange, man havde spillet med som ungdomsspiller, sagde han til Tipsbladet for en måned siden.

- Vi havde et specielt omklædningsrum, hvor vi kendte hinanden godt. Det var nærmest som et fritidshjem, for vi kendte hinanden, og det gav bare noget. Vi havde det fantastisk med hinanden, og når man tog ud i byen, var vi nærmest 10 holdkammerater, der tog af sted. Andre steder er det måske kun totre stykker.

Nu er forårspremieren og gensynet med de velkendte omgivelser kun et par dage væk for 27-årige Kadrii, der ikke er meget for at sætte flere ord på sin tilbagevenden. Og så alligevel.

- Jeg synes, jeg har snakket nok om FC København de sidste par interviews, jeg har lavet, men selvfølgelig bliver det specielt. Jeg kender mange mennesker derovre, kender hele holdet og staben. Men når man er i gang, tænker man ikke så meget over det, siger han til tipsbladet.dk.

Kadrii spillede 12 kampe og scorede 4 Superliga-mål for OB i efteråret, efter han altså kom til klubben et stykke inde i sæsonen. Nu har han til gengæld fået hele opstarten med, han er skadesfri, og han har en lang kontrakt, så for første gang i umindelige tider skal han hverken bekymre sig om skader eller spekulere på transfers.

- Det har betydet meget. Det har været skønt at endelig at have lidt fred og ikke tænke fremad, bare tænke i nuet. Bare skulle være klar og få de minutter, man gør. Ikke tænke på, at man skal tænke en måned frem eller et transfervindue frem. Det har givet ro på det hele bare at kunne tænke på at spille og træne, så det har været dejligt, siger han.

- Jeg har det godt. Jeg har haft en god opstart, været med i alt og haft et rigtig godt forløb, og det går godt. Jeg har været med i alle træninger, så jeg glæder mig også og føler mig i god form.

Den form har Kadrii og OB også brug for. Dels fordi de møder Superligaens førerhold, dels fordi det er lang tid, siden OB har vundet i Parken. Det er ikke sket siden august 2003, og siden har fynboerne forsøgt forgæves 20 gange.

- Det bliver en svær kamp. Vi ved, FCK er gode, og især på hjemmebane er de ekstremt gode. Men vi skal selvfølgelig gå efter det. Vi skal have skrabet så mange point sammen, som vi kan. Det bliver svært derovre, men vi har set gode ud, og vi skal selvfølgelig spille vores chance, sige Bashkim Kadrii.

Hvad er de så gode til?

- De er bare gode generelt, de er et godt hold, de har mange gode spillere, og de spiller godt sammen. Især på hjemmebane er de måske en tak bedre end alle andre, men vi skal selvfølgelig gå efter det, og vi håber, vi kan få noget med derovre.

Om ikke andet kan Bashkim Kadrii få sig et glædelig gensyn med sin gamle klub og sin hjemby.


SIDEN SIDST...

OP | NED