SIDEN SIDST...

OP | NED
10:01:2019 08:57
Solbakken om Dubai-fravalg: Det handler om menneskesyn og diskriminering

Beslutningen om at tage på træningslejr i Dubai har flere gange været til debat internt i FC København, siger Ståle Solbakken, og forklarer, hvorfor den seneste diskussion endte med et nej tak til emiratet fremover.


Danmarks tre bedste klubhold skal senere på måneden en tur til Dubai for at træne under varme vintersol i Den Persiske Golf. Men et af holdene har allerede besluttet, at det ikke vender tilbage næste år.

Årets besøg bliver fjerde og sidste gang for FC København, efter klubbens fans lagde så stort pres på ledelsen, at den nu har droppet emiratet. Men diskussionen oven på kritikken fra egne fans var ikke den første i FCK.

Manager Ståle Solbakken fortæller, at man flere gange har haft Dubai som destination oppe at vende, og at man nu har valgt at trække en streg i sandet.

- Vi tog det op nu, i kraft af vi fik lidt hjælp til at belyse det. Forrige gang vi diskuterede det, endte det i en diskussion, og når denne kontrakt løber ud, vælger vi en anden destination. Det er en stille markering. Det handler om menneskesynet og diskrimineringen, der er mod både homoseksuelle og kvinder. Åbenlyse ting, som strider mod det, som de allerfleste står for, Solbakken til norske VG.

Også Brøndby IF og FC Midtjylland rejser til Dubai i løbet af januar måned. Sidstnævnte har helt afvist at forholde sig til samme etiske dilemma, som Solbakken begrunder fravalget med, mens Brøndby forleden sagde således til BT:

- At vi så tager til Dubai på træningslejren - Kongehuset har lige været dernede, danske virksomheder opererer dernede, danske turister rejser derned i et væld, og der er ingen officielle anbefalinger, der siger, man skal fraholde sig til at tage derned, og det læner vi os opad. Men jeg forstår kritikken, og det er noget, vi diskuterer internt, lød det fra kommunikationschef Christian J. Schultz.


SIDEN SIDST...

OP | NED