SIDEN SIDST...

OP | NED
08:11:2018 17:36
Rosenborg har sendt blomster til taxachauffør

Den norske klub har fået kritik for ikke at være tydelige nok i håndteringen af Bendtner-sagen. Klubben afviser og løfter lidt af sløret for, hvordan det er gået.


Nicklas Bendtner har anket dommen på 50 dages ubetinget fængsel for vold, han fik for at slå en taxachauffør i København i september, og således kører sagen altså videre.

Mens sagen har været i gang, har Rosenborg afventet, hvad klubben skal gøre. Og det gør den således stadig, hvorfor Bendtner både træner og spiller med på holdet i Norge og udtaler sig til pressen om ting, der ikke har med voldssagen at gøre.

Men Rosenborgs behandling af sagen har givet anledning til kritik, fordi flere - inklusiv medier - har ment, at klubben ikke har været tydelig nok i håndteringen af sagen - eller tydeligt nok taget afstand fra episoden.

Det afviser klubbens talskvinde nu, og i forbindelse med afvisningen fortæller hun, at klubben har taget ansvar og været i kontakt med taxachafføren, der blev slået af Nicklas Bendtner. 

- Selvfølgelig er det en sag, vi gerne havde været foruden. Vi tager afstand fra det og har taget kontakt til offeret og sendt blomster fra klubben. Men det er sket, og så må Nicklas (Bendtner, red.) tage den straf, han eventuelt får. Derfra kan vi så tage den videre, siger Tove Moe Dyrhaug til norske medie Aftenposten.no.

Klubben har gennem hele forløbet holdt fast i, at den først beslutter sig for, hvad der skal ske med Bendtner, når sagen er færdigbehandlet i det danske retssystem.


SIDEN SIDST...

OP | NED