SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
06:11:2018 14:46
Protest: Konkurrenter bremsede hurtigt salg af tv-rettigheder til Superligaen

Både IMG, der har rettighederne til at vise Serie A og La Liga i Danmark, og TV2 henvendte sig selv til myndighederne for at bremse Superligaens planer om at sælge tv-rettighederne videre til Discovery og NENT (tidligere MTG og Viasat). Det fik udbuddet udsat.


Det er altid vigtigt, når Superligaen skal sælge rettighederne til at vise kampene på tv og transminitere radio, alene fordi de rettigheder er hundredvis af millioner kroner værd. Men i sommer fik tv-rettighederne yderligere betydning.

Klubberne i både Superligaen og 1. division blev ifølge tipsbladet.dk's oplysninger lovet en stigning i tv-penge, hvis de vedtog at skære ligaen ned fra 14 til 12 hold. Kort efter tog de netop den beslutning og meddelte samtidig, at de var enige med de to tv-rettighedshavere om at "søge at forlænge samarbejdet om Superligaen og NordicBet Liga frem til sommeren 2024."

Den plan har IMG, der viser Serie A og La Liga i Danmark, og TV2 fået sat en foreløbig stopper for. Planen skulle nemlig godkendes af myndighederne, og det fremgår af Konkurrencerådets afgørelse, at IMG og TV2 selv henvendte sig for at bremse planen.

- TV 2 og IMG kontaktede i første omgang styrelsen i sommeren 2018, i forbindelse med presseomtale af Superligaen A/S/DBU/Divisionsforeningens ønske om at forlænge medierettighederne til Superligaen med de nuværende rettighedshavere. Både TV 2 og IMG udtrykte bekymring omkring en sådan en forlængelse og bad om at blive hørt i forbindelse med en dispensationsanmodning, skriver Konkurrencerådet i sin afgørelse.

IMG og TV2 havde held med deres foretagende. Tv-rettighederne bliver først sat i udbud om et halvt år, men for at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, skal vi gennem en teknisk forklaring. Den følger her.

Når eksempelvis tv-rettigheder til Superligaen skal sælges, skal de i udbud. Divisionsforeningen, der står for driften af Superligaen, har tidligere forpligtet sig til først at begynde den proces halvandet år, før de eksisterende rettigheder udløber. Det vil sige januar 2020. Derfor skulle der en dispensation til, og den skulle Konkurrencerådet bevillige.

Både IMG og TV2 skrev i deres indsigelser, at det tager lang tid at vurdere, om man som tv-station skal deltage i udbuddet. Det analysearbejde tager ifølge IMG mindst seks måneder, ifølge TV2 mindst fem. Derfor ville Discovery og NENT (det tidligere MTG og Viasat) have en unfair fordel, hvis udbuddet blev begyndt tidligere, argumenterede de to konkurrenter.

Derfor gav Konkurrencerådet Divisionsforeningen dispensation til at udbyde tv-rettighederne før tid, men først om et halvt år, altså 1. maj. Den mellemliggende periode får IMG, TV2 og øvrige interesserede altså til at analysere, om de kan og vil byde på rettighederne.

Direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, mener dog ikke, at NENT og Discoverys aftale med Superliga-klubberne gør, at de er sikre på at vinde rettighederne til foråret.

- Nu bliver fremgangsmåden, at vi får lavet et udbud af rettighederne. Det (samarbejdet med NENT og Discovery, red.) søger vi forlænget i fald, at de konkurrencedygtige tilbud kommer fra de to udbydere. Kommer de fra nogle andre bydere, så er det jo sådan, det er. Rammerne er jo faste omkring udbudsprocessen, siger han til Mediawatch.


SIDEN SIDST...

OP | NED