SIDEN SIDST...

OP | NED
08:01:2019 12:46
Parkens største aktionær bekræfter: Vi er i dialog om at sælge

Selv om selskabet bag FC København afviser, at det har modtaget købsbud, kan koncernen største aktionær, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, bekræfte, at man er i dialog om at sælge sine godt 30 procent af aktierne.


Første den ene vej, så den anden vej. Og så åbenbart den første vej igen.

Det er ikke kun i sangen om skomagerdrengen, der drikker brændevin, at retningerne skifter. Det gælder også dagens meldingerne om Parken Sport & Entertainment, selskabet af FC København.

Først forlød det, at amerikanske investorer var tæt på at afgive et købstilbud på koncernen. Så gjorde Parken det klart, at der ikke forelå noget tilbud eller i det hele taget var dialog med udenlandske investorer. Og nu fortæller selskabets største aktionær, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at man har været i dialog i en rum tid.

- Det er korrekt, at vi er blevet kontaktet af Redstone. De har nogle bag dem, som vi ikke hidtil har vidst, hvem var, og de er interesserede i Parken. Derfor ville de høre, om vi ville være interesserede i at sælge. Det har vi indgået i en dialog om, men vi har ikke lavet nogle aftale endnu, siger administrerende direktør Dorrit Vaglo til Børsen.

Dialogen foregår med britiske Redstone Advisory Partners, som rådgiver den amerikanske investeringsfond Fortress. Eller foregik. For som samme direktør Vaglo siger til Berlingske, er det ikke sikkert, det gavner processen, at den nu har set dagens lys.

- Hvis den her type transaktioner skal lykkes, har de det bedst med at blive aftalt, inden de bliver offentliggjort. Nu er rækkefølgen blevet en anden, efter mange detaljer er kommet frem. Jeg ved ikke, hvordan processen bliver nu – eller om der overhovedet bliver en proces, siger hun.

Bemærk, at alle tre udmeldinger, som vi omtalte i indledningen til denne artikel, godt kan være sande hver for sig. Parken har ikke nødvendigvis fået et købstilbud eller haft dialog om det, men det betyder ikke, at selskabets hovedaktionær ikke kan tage den dialog.

Det var i første omgang mediet Inside Business, der bragte historien om Fortress' interesse i Parken Sport & Entertainment, og formålet var angiveligt at skille fodbolddelen fra resten af koncernen.

Mens Lønmodtagernes Dyrtidsfond altså ejer lige under 30 procent af Parkens aktier, ejer Erik Skjærbæk 22 procent. Han siger til Børsen, at det er helt op til LD, hvad de gør med deres aktier.

Skjærbæk har selv gennem flere måneder opkøbt aktier i Parken. Læs mere om det her.


SIDEN SIDST...

OP | NED