SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
08:01:2019 10:11
Newcastle-dansker et stykke fra førsteholdsdebut: Ikke det rette tidspunkt

Det danske angrebstalent Elias Fritjof Sørensen forlængede mandag sin aftale med Newcastle United, men han må stadig vente tålmodigt på sin chance på førsteholdet.


Selv om Newcastle United bare har lavet 15 mål i 21 kampe i denne sæson og generelt har haft store problemer med at få mål ud af angriberne, er det ikke sådan, at 19-årige Elias Fritjof Sørensen står foran en chance på førsteholdet.

Danskeren har ellers hakket dem ind på reserveholdet, hvor han med 19 mål i alle turneringer lige nu er Newcastles topscorer. Med 11 scoringer i Premier League 2 Division Two er danskeren samtidig topscorer i rækken, så det var ganske fortjent, at den tidligere HB Køge-angriber mandag forlængede sin aftale med Newcastle United, så den løber frem til sommeren 2022, mens NUFC har option på yderligere to år.

Newcastle har altså vist danskeren tillid, men i første omgang skal han væbne sig med tålmodighed, for der venter ikke nogen førsteholdsdebut lige om hjørnet.

- Når man er i bunden af en liga, er det ikke det bedste tidspunkt at benytte unge spillere på, siger Newcastles reserveholdstræner Ben Dawson ifølge the Chronicle og forklarer:

- Der har været masser af debat om, hvorvidt Elias Sørensen skal spille eller ej. Skal han have en mulighed?

- Jeg mener, det er det forkerte tidspunkt, og han er altså stadig meget ung.

- Der er visse situationer, hvor det er bedre at vente på den rette mulighed, siger danskeren.

Elias Fritjof Sørensen er med al sandsynlighed at finde i startopstillingen for Newcastle Uniteds U23-hold, når det i aften møder ærkerivalerne Sunderland på udebane i Checkatrade Trophy. Mens Newcastle kommer med reserveholdet, er det Sunderlands førstehold, der spiller opgøret, da klubben ligger i League One.

Ifølge lokale medier kommer der mellem 15.000 og 20.000 tilskuere til opgøret. Newcastle United har blot fået 2.800 billetter til kampen, som blev revet væk. Var klubben blevet tildelt flere, var de også blevet solgt.


SIDEN SIDST...

OP | NED