SIDEN SIDST...

OP | NED
10:01:2019 15:38
Mensah er klar til omskoling: Har altid vidst, jeg vil være højre back

Kevin Mensah tager nyheden om, at han skal til at spille i forsvaret ganske pænt. Den 27-årige Brøndby-spiller fortæller nemlig, at han længe har tænkt over at skifte angrebet ud med pladsen på højre back.


- Det ligner med stor sandsynlighed en direkte kamp mellem Jens Martin Gammelby og Kevin Mensah, der er hurtig og har den styrke i duellerne, der skal til. Det skal blive spændende at se, hvordan de klarer den.

Sådan lød den noget overraskende melding fra Brøndby-cheftræner Alexander Zorniger umiddelbart efter efterårets sidste kamp mod Vendsyssel og dermed også Johan Larssons foreløbigt sidste kamp i den blå-gule-trøje.

Det var som sådan ikke nogen, der blev væltet bagover ved nyheden om, at Jens Martin Gammelby nu skulle steppe op for at fylde svenskerens sko ud, men der var nok alligevel en del, der løftede øjenbrynene, da Zorniger nævnte, at den langtidsskadede angriber Kevin Mensah også fremover vil skulle konkurrere om pladsen på højre back. 

Selv tog den 27-årige angriber dog nyheden ganske pænt:

- Da jeg fik det at vide først, må jeg indrømme, at jeg lige tænkte lidt over det, men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har vidst, at jeg vil være højre back på et tidspunkt i min karriere.

- Så jeg har ikke haft særlig lang betænkningstid i forhold til, om det var noget, jeg havde lyst til eller ej. Jeg ved, at jeg har nogle individuelle forcer i form af min fart og duelstyrke, så det er bare med at udnytte det. Nu har jeg været ude i den her lange periode, og så er det også lidt nemmere at omstille sig til en ny position, fortæller Kevin Mensah.

Alexander Zorniger fremhæver særligt Mensahs styrker i duelspillet og den tidligere Esbjerg-spillers fart i den tiltænkte omskoling til højreback-positionen, og Brøndby-spilleren kan også selv se mulighederne.

Han er derfor klar på at tage udfordringen op og omstille sig fra at være en offensiv spiller til en mere defensiv af slagsen, selvom han stadig tror på, at han kan gøre brug af sit offensive mindset i sin nye rolle:

- Det er en udfordring, og den vil jeg da helt sikkert gå på. Jeg synes, det er spændende, og jeg kan også godt se mulighederne, så det er jeg klar på.

- Nu har jeg spillet kant i mange år, og backsene i vores system er også meget offensive, så jeg tror ikke, der kommer til at være den store forandring på den måde. Der er selvfølgelig nogle taktiske ting, som man skal arbejde på, men den opgave er skal jeg nok blive rustet til med alle de gode folk og videomuligheder, der er her i klubben, siger Kevin Mensah. 

Den 27-årige Brøndby-spiller har været ude med en slem knæskade siden slutningen af sidste sæson, men er på det seneste vendt tilbage i træning med resten af holdet. 


SIDEN SIDST...

OP | NED