SIDEN SIDST...

OP | NED
10:01:2019 12:32
Målmand forlod Esbjerg: Vil gerne fortsætte i Superligaen eller udlandet

Jonas Jensen forlod Esbjerg fB, da hans kontrakt udløb ved årsskiftet, og han håber, at han kan finde en ny klub i Superligaen eller en i udlandet. Hvis det altså passer for familien.


Der var en periode i efteråret 2016, da Jonas Jensen var førstemålmand på et Superliga-hold. Jeppe Højbjergs form var dykket, og derfor fik den erfarne reserve chancen i efterårets sidste seks kampe. Men da foråret oprandt, sad Jensen på bænken igen.

Der har han siddet det meste af tiden i sine fem år i Esbjerg fB, men han har dog været på kontrakt i en Superliga-klub og spillet de pokalkampe, der har været. Så efter hans kontrakt med EfB udløb ved årsskiftet, håber han, at han kan fortsætte på samme niveau.

- Jeg har været fast med omkring Superliga-holdet og i perioder holdt Jeppe Højbjerg bag mig. Jeg har god erfaring fra 1. division (116 kampe, red) og Superligaen, så jeg sigter selvfølgelig efter noget tilsvarende, siger Jonas Jensen til tipsbladet.dk.

- Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at prøve noget af i udlandet, men det skal hænge sammen med min familie. Jeg er åben for det meste.

Ja, når man er fyldt 33 år og har både kone og børn, er det ikke så ligetil at tage et udlandseventyr. Men Jonas Jensen hæfter sig ved, at Esbjerg trods alt gerne ville forlænge med ham, og at det i hans øjne vidner om, at klubben var tilfreds med hans indsats. Parterne kunne bare ikke blive enige om vilkårene for en forlængelse.

Det er dog en udfordring at være på klubjagt i januar måned, oplever han. 

- Det er altid svært i vinterperioden, for de fleste klubber har spillere med kontraktudløb om sommeren, så jeg går og venter på det rigtige. Der har været en lille smule, men jeg kan godt mærke, vi er inde i en opstartsperiode, så vi skal måske længere hen, før der falder noget på plads, siger Jensen, der trods alt ikke står helt uden muligheder.

- Der har ikke været noget, der var så interessant, at vi har skullet gå videre med det. Men vi har selvfølgelig ting i gang i kulissen, som der skal følges op på den næste tid.

Jonas Jensen fik også sin fodboldopdragelse i Esbjerg fB, men skiftede i 2008 videre til FC Fyn og siden Skive IK. I januar 2014 vendte han så tilbage til EfB, efter han havde genoptrænet oven på et brækket skinneben.


SIDEN SIDST...

OP | NED