SIDEN SIDST...

OP | NED
09:01:2019 14:01
Lyngby forlænger med forsvarsprofil

Nicolai Geertsen forlænger sin aftale med Lyngby Boldklub indtil sommeren 2021.


Nicolai Geertsen skiftede i sommer til Lyngby Boldklub på en etårig aftale, og forsvarsspilleren har siden udviklet sig til en profil på holdet.

I efteråret blev det til 12 kampe for 1. division-mandskabet, og her har han imponeret nok til at få forlænget sin aftale. Geertsen har nemlig skrevet under på en ny aftale med Lyngby Boldklub, som løber indtil sommeren 2021, meddeler klubben på sin hjemmeside.

Det glæder Lyngby Boldklubs sportsdirektør, Birger Jørgensen, der ser Geertsen som en kulturbærer og en rollemodel.

- Geertsen har fra dag et leveret varen, og han er blevet en kulturbærer for vores nye Lyngby-projekt, vores træningsmiljø og for os som talentudviklingsklub. Han løfter niveauet på og uden for banen, og er en rigtig god rollemodel, så vi synes, vi i Geertsen har en rigtig god pakke, og vi er rigtig glade for, at Geertsen også ser sig selv i Lyngby i fremtiden, lyder det fra Jørgensen.

Geertsen har en fortid i Lyngbys ungdomsafdeling og har tidligere været på kontrakt i Brøndby, HB Køge og Hillerød samt de norske klubber Egersunds IK og Sandnes Ulf.


SIDEN SIDST...

OP | NED