SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
11:07:2018 11:40
Lykkelig Dame N'Doye: Min bedste tid var i FC København

Dame N'Doye fastslår, at han er lykkelig for at være tilbage i FC København, som har en helt særlig plads i hans hjerte.


En af tidens store FCK-helte er tilbage i den danske hovedstad.

FC København kunne i sidste uge præsentere Dame N'Doye som ny spiller i den hvide trøje. Senegaleseren behøver ikke nærmere præsentation - 82 mål og 34 assists i 150 kampe indrammer det meste.

Det er den Dame N'Doye, man husker fra 2008 til 2012. Det helt store spørgsmål er; hvad er det for en Dame N'Doye, FCK har fået tilbage i 2018? Angriberen er fyldt 33, og i sidste sæson scorede han beskedne fem ligamål for Trabzonspor. 

Direkte adspurgt fastslår angriberen, at han vil lade fødderne tale.

- Vi må se på banen. Jeg er i okay form, men jeg er i gang med at bygge min fysik op. Jeg spillede på kanten i Trabzonspor, og det gjorde jeg for at hjælpe holdet, men det er ikke min favoritposition. Jeg er angriber, siger Dame N'Doye til tipsbladet.dk.

Angriberen blev præsenteret som ny FCK-spiller i sidste uge, og han stødte direkte til løvernes træningslejr i Østrig. Derfor var det faktisk først tirsdag formiddag, Dame N'Doye var tilbage i København, hvor han nu igen skal bo og arbejde.

- Det er dejligt at være tilbage. Det er et hold, som jeg godt kan lide, og klubben åbner døren for mange muligheder. Jeg snakkede med Ståle, og han overbeviste mig om projektet, fastslår senegaleseren.

Han lægger ikke skjul på, at FC København betyder meget for ham, og han understreger, at det i høj grad er den danske klubs fortjeneste, at han har haft en flot karriere, der blandt andet har kastet 26 Premier League-kampe af sig.

- Jeg har en masse dejlige minder herfra. Jeg har haft mange gode stunder med gutterne. Jeg kan ikke udpege nogle specifikke, men jeg kan bare sige, at jeg har mange lykkelige minder fra FC København, siger Dame N'Doye og tilføjer:

- Det er en klub, der betyder meget for mig. Den bedste tid i min karriere var i FC København, så klubben har altid haft en stor plads i mit hjerte. Jeg har fulgt FCK lige siden. Så snart, jeg har haft tid, har jeg tjekket FC Københavns resultater på nettet.

Dame N'Doye kan gøre comeback for FC København torsdag aften, når løverne møder KuPS fra Finland i Europa League-kvalifikationen, og det kommer han formentlig til. Ståle Solbakken har nemlig ikke så mange angribere at vælge imellem, fordi Viktor Fischer er på ferie og Jonas Wind og Pieros Sotiriou på skadeslisten.

Nordmanden lægger ikke skjul på, at der er visse usikkerhedsmomenter ved Dame N'Doye anno 2018, man han tror på succes.

- Når han spillede angriber for Trabzonspor, synes jeg, han spillede godt, men nu må vi se. Han skal have fysikken og overskuddet på plads, men han er fortsat klog, og han er blevet mere moden som person og spiller. Så må vi se. Det så rimelig okay ud i Tyrkiet, men han har spillet meget udenfor position, siger Ståle Solbakken.

Dame N'Doye har underskrevet en et-årig aftale med FC København.


SIDEN SIDST...

OP | NED