SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
10:10:2018 15:43
Landsholdsspillere om Eriksen-fravær: Vi kommer til at savne ham

Ethvert hold vil blive ramt af at undvære en så god spiller som Christian Eriksen, men nu må tiden være inde til, at andre træder til, mener Kasper Schmeichel og Pierre Emile Højbjerg.


Gammel journalistisk lærdom fortæller, at man ikke skal indlede en artikel med tal, for det fremstår tørt og kedeligt. I dag gør vi en undtagelse, for de nøgne tal er måske det, der viser Christian Eriksens betydning for det danske landshold allerbedst.

Siden sommeren 2016 har han spillet 23 kampe for Danmark og scoret 19 mål. I samme periode har han assisteret seks af holdkammeraternes scoringer, og holdet har lige præcis 0 gange, når Eriksen har været direkte involveret i en scoring.

Hvis vi så alligevel skal vige væk fra tallene og bruge ord igen: Når Danmark vinder, er det som regel på Christian Eriksens nåde. 

Desto mere foruroligende må det være for Åge Hareide, at 10'eren ikke er med, når Irland og Østrig venter i de to kommende kampe. En af holdets andre profiler, Kasper Schmeichel, mener desuden, at Eriksen både som spiller og person er vigtig.

- Hvis du tager Christian Eriksen ud af et hvilket som helst hold i verden, vil de kunne mærke det. Han er en kæmpe spiller for os, en meget, meget vigtig spiller, ikke kun med hans mål og kreativitet, men hans arbejdsindsats og hans løbevillighed - og så også hans personlighed i omklædningsrummet. Det er klart, vi kommer til at savne ham, siger Schmeichel og slår samtidig fast, at det åbner døren for andre.

- Det handler om, at andre skal træde ind på den plads, og det er jo den chancer, man får i fodbold nogle gange. Så må man tage dem.

Er du tryg ved, at alle de mål nok skal blive lavet af andre?

- Ja, selvfølgelig. Tag Christian ud af et hold, så kan man mærke det, men vi har rigeligt med gode spillere, som kan komme ind og gøre et arbejde, indtil Christian er tilbage. Det er jeg på ingen måde nervøs for.

Hvem skal lave de mål?

- Det må du spørge Åge om; hvem han vælger at sætte på holdet. Men jeg synes, vi har rigeligt med spillere oppe foran, der kan skabe mål.

Landstræner Åge Hareide nævnte i sidste uge folk som Lasse Schöne, Anders "AC" Christiansen og Pierre Emile Højbjerg som mulige vikarer. Sidstnævnte regner dog ikke med, at det bliver ham.

- Jeg sætter ikke næsen for højt op. Holdet har fungeret og fungerer rigtig fint og har fået gode resultater. Enhver mulighed skal tages, og vi er alle sammen ambitiøse, men jeg ved også godt, at jeg er med for første gang i to år, så lige nu er jeg bare glad for at være med, siger Højbjerg.

Uanset hvem det bliver, er midtbanemanden dog enig med Kasper Schmeichel i, at Eriksens fravær betyder, at andre må byde sig til.

- Det er altid sådan, det er. De forskellige spillere, der står bag, og som er de næstbedste spillere, de må steppe op og gøre, hvad de kan, og tage det ansvar, som Christian har taget, siger Pierre Emile Højbjerg.

Hvem afløseren bliver, finder vi ud af lørdag aften. Danmark gæster Irland klokken 20.45 i landsholdets anden kamp i Nations League.


SIDEN SIDST...

OP | NED