SIDEN SIDST...

OP | NED
13:09:2018 18:18
Landsholdsbacken Knudsen ved ikke, om han bliver i Ipswich

Næste sommer udløber Jonas Knudsen kontrakt med Ipswich Town, men den danske VM-back har ikke hørt fra klubben angående en forlængelse. Han er ellers godt tilfreds med at spille der.


Mens nogle danske spillere ikke rammer det rigtige niveau, når de skifter til udlandet, og derfor må tage hjem til Superligaen igen, må man sige, at Jonas Knudsens skifte til Ipswich Town har været en succes.

Backen spiller altid, med mindre han har karantæne eller er skadet, han vikarierede endda som anfører i et par kampe i sidste sæson, og i sommer var han med Danmark til VM. Det kastede også en vis interesse af sig.

Ifølge engelske medier skulle både Aston Villa, Middlesbrough og Stoke City have bejlet til den tidligere Esbjerg-spiller, men transfervinduet kom og gik, og Knudsen er fortsat Ipswich-mand. Spørgsmålet er så, hvor længe det varer ved.

Hans kontrakt udløber næste sommer, og han ved ikke, om den bliver forlænget.

- Jeg har ikke hørt fra ejeren endnu angående min kontrakt. Så jeg må bare vente på at høre noget. Jeg nyder virkelig at spille for Ipswich, jeg elsker det, siger han ifølge klubbens egen Twitter-konto.

Også i denne sæson har Jonas Knudsen været fast mand på holdkortet. Han har fået fuld spilletid i alle seks ligakampe og nederlaget i EFL Cup til Exeter City. Han var desuden med på bænken, da det danske landshold slog Wales 2-0 i Nations League.

Næste udfordring for Knudsen og co. er udekampen mod Hull City på lørdag. Her skal de forsøge at hente sæsonens første sejr.


SIDEN SIDST...

OP | NED