SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
05:11:2018 14:29
Jonas Bagers ønske: Vil spille mod AGF hver weekend

Randers' midterforsvarer Jonas Bager lægger ikke skjul på, at hvis kronjyderne mødte AGF hver uge, så ville det hele se bedre ud for dem.


Randers tog søndag eftermiddag en sejr på 2-0, da de mødte AGF i Aarhus i det østjyske derby, og derfor fortsætter kronjyderne deres stime af ubesejrede kampe mod aarhusianerne, der nu er på tre år.

Målet til 2-0 blev sat ind af Jonas Bager på et hovedstød ved bagerste stolpe efter oplæg fra Nicolai Poulsen. For Bager er opgørerne helt specielle, og han så gerne, at man stod overfor AGF'erne en del oftere.

Det siger han i et interview med Randers Amtsavis.

- Det er nogle fede kampe at spille, fordi der er en ekstra gnist, og vi har så godt et tag på dem. Hvis vi bare kunne spille mod AGF hver weekend, ville det nok se meget godt ud, lyder det fra Jonas Bager. 

Han peger desuden på, at hans egen scoring var indøvet, at han skulle løbe mod bagerste stolpe. Dog var det ikke lige planen, at det var Poulsen, der skulle lægge den indover, afslører Randers' midterforsvarer.

Sejren betyder, at Randers nu er på en delt syvendeplads i Superligaen, som de er sammen med AGF. Den plads deler de endvidere også med OB og Brøndby, hvor det er fynboerne, der har den bedste målscore af de fire hold.

Næste Superliga-opgave for Randers og Jonas Bager er mod FC Nordsjælland.


SIDEN SIDST...

OP | NED