SIDEN SIDST...

OP | NED
11:09:2018 12:14
Jansson afløste Granqvist i svensk nedtur: Han var savnet

Pontus Jansson erkender, at Andreas Granqvist er svær at erstatte efter nederlaget på 3-2 til Tyrkiet mandag.


Siden VM-slutrunden har der floreret rygter om, at den svenske landsholdsanfører Andreas Granqvist indstiller karrieren i den blå-gule trøje. 

Den 33-årige forsvarsspiller har dog ikke trukket stikket endnu, og det var derfor på grund af sygdom, at han ikke var med mandag aften, da Sverige indledte Nations League mod Tyrkiet. 

Leeds Uniteds Pontus Jansson fik til opgave at erstatte den rutinerede anfører i midterforsvaret ved siden af Victor Lindelöf, og det så egentlig rigtig godt ud, inden at Emre Akbaba scorede to gange i slutminutterne og dermed vendte 1-2 til 3-2. 

Sverige profilerede sig under VM på deres stærke defensiv, og det irriterer derfor også Jansson, at svenskerne dummede sig til sidst:

- Det er klart, at han var savnet. Vi tabte kampen og indkasserede tre mål, hvilket føles som det samme antal som i de seneste mange måneder. Selvfølgelig manglede han, og det er dumt, at jeg skal sige det, for jeg spillede på hans position. Sådan er det sommetider.

- Men en spiller kan heller ikke gøre alt. Han kunne ikke have ændret det store. Måske lidt med sin ro og tillid, men vi var ikke gode nok i dag, og så taber man fodboldkampe, sagde Pontus Jansson efter kampen ifølge fotbollskanalen.se.

Næste Nations League-kamp for Sverige er en udekamp den 11. oktober mod Rusland. 

Se eller gense kampens højdepunkter i videoen over artiklen.


SIDEN SIDST...

OP | NED