SIDEN SIDST...

OP | NED
12:09:2018 16:23
Jakob Ankersen: Går galt hvis vi tænker for meget på sejre

AGF-spilleren vil ikke forcere tingene mod AC Horsens. Det handler tværtimod om at bevare tålmodigheden.


Det handler om tålmodighed. Sådan beskriver AGF's Jakob Ankersen den kommende Superligakamp mod AC Horsens. Det er nemlig vigtigt for De Hviie at holde fast i taktikken, når klubben på søndag rejser sydpå. 

- Hvis vi begynder at tænke for meget i sejre, at vi for alt i verden skal vinde, er det, at det først går galt. Vi skal bevare tålmodigheden. Holder vi fast i konceptet, kommer sejrene også. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Jakob Ankersen til Stiften.dk.

Kantspilleren vil ikke have hele holdet til at blæse frem fra start, da det kan gå ud over den taktik, der er lagt på forhånd. Det var blandt andet det, der gik galt sidste sæson, indrømmer han.

- Vi skal ikke jagte, for så er det, at vi begynder at forcere tingene og bryde ud af de aftaler, vi har på holdet. Det har jo tidligere været problemet. I sidste sæson var det langt hen ad vejen noget værre rod. Den ro har vi fået ind på holdet nu.

Én ting, der har voldt AGF problemer i sæsonen hidtil, er målscoringen. Kun syv mål i otte kampe er det blevet til. Derudover har klubben solgt Kasper Junker til netop AC Horsens.

Til gengæld har defensiven fungeret godt for aarhusianerne, der som det eneste hold i Superligaen stadig er ubesejrede. Seks af kampene er dog endt uafgjort. 

Kampen mellem AC Horsens og AGF spilles søndag klokken 14.


SIDEN SIDST...

OP | NED