SIDEN SIDST...

OP | NED
03:12:2018 15:13
Horsens-keeper lukkede seks mål ind: Jeg burde bare være glad for at spille

Kevin Ray Mendoza kom i modvind allerede efter ét sekund på banen mod FC København og endte med at lukke seks mål ind i sin bare tredje Superliga-kamp. Omvendt er han glad for overhovedet at få spilletiden.


På listen over målmænd, der kommer ud af deres felt, må Matej Delac' aktion efter 20 minutter mod FC København i går rangere som en af de værste. Ikke alene sparkede han hul i luften, han fældede også Robert Skov og blev dermed udvist. På det efterfølgende frispark scorede selvsamme Skov alligevel.

I stedet for Delac kom Kevin Ray Mendoza på banen til sin tredje Superliga-kamp i sæsonen og dermed i karrieren. Hans første aktion var altså at se prisgivet til, da Skov hakkede bolden op under overliggeren, og kort efter var den gal igen, da Dame N'Doye bragte FCK foran 2-0.

Det var noget af en medfart for den indskiftede målmand.

- Det startede ud med et frispark lige uden for feltet med Robert Skov, og efter ét sekund var der mål. Så gik der fem minutter, og så sendte N'Doye den ind. Så var man ligesom i gang. Det var lidt en voldsom start, men jeg synes, jeg kom godt efter det efterfølgende og havde nogle gode indgreb, siger Kevin Ray Mendoza til tipsbladet.dk.

- Så lavede vi lidt flere fejl i forsvaret i anden halvleg, og så bliver man straffet, det gør man.

Ja, hele fire gange efter pausen straffede FC København de pressede Horsens-spillere, der endte med at tabe 1-6 på egen bane. Det efterlod Mendoza i en ambivalent situation: På den ene side var det en fin oplevelse at få Superliga-optræden nummer tre, endda mod FCK, men på den anden side er det jo ikke særlig sjovt at lukke seks mål ind som målmand.

- Personligt synes jeg egentligt, trods alle de mål, at jeg gjorde det fint, og at der var mange gode ting, jeg kunne tage med derfra. Men selvfølgelig sidder det da lidt, når man får sådan en afklapsning. Så er man selvfølgelig frustreret, fordi der er nogle ting, der ikke gik den rigtige vej. Ellers synes jeg, at jeg bare burde være glad for at have spillet og skal se frem mod de næste to kampe, siger Horsens-keeperen.

Det tyder på, at Kevin Ray Mendoza får sine ligaoptrædener nummer fire og fem i de kommende runder, for Matej Delac har fået to kampes karantæne. Først venter AaB, så FC Midtjylland, og den tidligere Viborg FF- og Thisted FC-målmand håber på at få sin første sejr med AC Horsens.

- Jeg vil gøre alt, for at det kommer til at ske, siger han.


SIDEN SIDST...

OP | NED