SIDEN SIDST...

OP | NED
14:09:2018 10:30
Hillerød trak Brøndby i pokalen: Set før, at de små slår de store ud

Hillerød ved godt, at der ikke er mange chancer for at slå Brøndby IF i Sydbank Pokalen, men klubben har i sinde at gøre forsøget.


Hillerød Fodbold kan se frem til en af de helt store oplevelser, når klubben skal møde et Superliga-hold i Sydbank Pokalen. Det er nemlig den slags kampe, som alle mindre fodboldhold håber på.

Kampen er mod Brøndby IF, og her skal Hillerød Fodbold forsøge at skabe en stor, stor overraskelse. Klubben fra 2. Division får det helt sikkert svært, når Brøndby sidst i måneden kommer på besøg, men bolden er jo rund og alt det der.

- Vi er super glade. Vi ved godt, at vi ikke vinder pokalturneringen, og det, man går og håber på, er at få en stor kamp. Og det får vi nu, siger cheftræner Kasper Jørgensen til Hillerød Posten og forklarer senere i interviewet.

- Det er set før, at de store er blevet slået ud af små hold. Oddsene taler nok ikke for, at vi vinder, men kan vi ud og gøre en god figur, og lykkedes med det vi kan, så kan alt jo ske i fodbold.

Brøndby IF er forsvarende pokalmestre, og kampen skal som udgangspunkt spilles i Hillerød. Det kan dog ske, at den må rykkes til et andet sted end Hillerød, for bliver kampen udvalgt til tv, skal den spilles om aftenen. Og så skal det altså være et andet sted end Hillerød, for der er ikke lys på Hillerød Stadions bane 2.


SIDEN SIDST...

OP | NED