SIDEN SIDST...

OP | NED
05:12:2018 13:44
FCK-angriber rygtes til Spanien: Vi har kendt ham i mange år

Kenan Kodro sættes i forbindelse med en retur til spansk fodbold efter seks måneder i FC København med begrænset spilletid.


FC København har scoret 43 mål i Superligaen i denne sæson, men kun ét af dem har Kenan Kodro noteret sig for. Det er langt fra, hvad løverne håbede, da de ifølge Ekstra Bladet langede 12 millioner kroner over disken for den bosniske angriber i sommerens transfervindue. Her skiftede Kodro fra Bundesliga-klubben Mainz 05, men han står blot noteret for otte Superliga-kampe.

25-årige Kenan Kodro har også en fortid i spansk fodbold for Osasuna, og nu skriver det bosniske medie Sportske, at der er interesse fra Spanien for FC Københavns reserveangriber. Rayo Vallecano og Real Valladolid, der begge huserer i den bedste række, har ifølge mediet Kenan Kodro på blokken. 

Mens Rayo Vallecano er placeret i bunden af La Liga, er Real Valladolid lidt højere oppe i tabellen som nummer 15, og oprykkerne satser stort disse år. Det understreges blandt andet ved, at den brasilianske superstjerne Ronaldo for et par måneder siden købte sig til ejerskabet i klubben og aktuelt er formand for bestyrelsen. 

Ronaldo har spyttet godt med millioner i den spanske klub, men umiddelbart er ingen af dem øremærket Kenan Kodro i FC København.

- Vi har kendt Kenan i mange år, men han er lige nu på kontrakt i FC København, og vi har ikke været i kontakt med dem, siger Jesus Sanchez Japon, der er en del af den sportslige komité i Real Valladolid, til tipsbladet.dk.

Kenan Kodro har kontrakt med FC København frem til sommeren 2022, og angriberen udtalte for nyligt, at han føler, han har grebet de muligheder, han har fået hos Superligaens tophold.

- Jeg underskrev kontrakten 3. juli, da holdet næsten var færdig med preseason. Alligevel spillede jeg fra start i de tidlige faser af Europa League-kvalifikationen. Jeg spillede syv kampe og scorede fem mål. Da ligaen begyndte, valgte træneren andre angribere. Jeg synes oprigtigt, at jeg har grebet chancen, når jeg har fået den. Men det er træneren, der bestemmer, og det respekterer jeg, sagde Kenan Kodro i midten af november til Noticias de Gipuzkoa.

I FC København kan Kenan Kodro lige nu se Dame N'Doye, Jonas Wind og Pieros Sotiriou være foran ham i køen. 


SIDEN SIDST...

OP | NED