SIDEN SIDST...

OP | NED
05:11:2018 08:25
Esbjerg-profil tror på topplacering denne sæson

Jacob ”Lungi” Sørensen har stor tiltro til EfB-mandskabet efter søndagens 2-2-resultat mod FC Midtjylland.


Det så længe ud til, at det danske mesterhold, FC Midtjylland, ville tage en ny sejr under Kenneth Andersen, men i kampens sidste sekund fik Esbjerg fB udlignet.

Rumænske Adrian Petre satte foden på et indlæg fra højre side, og så brød den vilde jubel løs på Blue Water Arena. Resultatet viste atter engang, at John Lammers har fået sat skik på det vestjyske hold, som ligger nummer tre i Superligaen.

Placeringen i toppen af tabellen kan måske blive svær at holde resten af sæsonen, men Esbjerg fB-spilleren, Jacob ”Lungi” Sørensen, tror på, at det kan lade sig gøre.

- Lige nu mangler vi ikke noget. Jeg ved godt, det er store ord. Hvis vi bliver ved sådan her, tror jeg godt, vi kan spille med i toppen. Der er heller ikke langt ned til bunden, og målet er stadig at undgå nedrykning. Men jeg håber, vi kan spille med. Lige nu er det bare sjovt at møde på arbejde hver dag, fortæller han til Jydske Vestkysten.

Også John Lammers vil forsøge at bevare placeringen i den sjove ende af Superligaen, hvor Esbjerg fB i denne sæson er tilbage efter at have været en tur nede i den næstbedste række.


SIDEN SIDST...

OP | NED