SIDEN SIDST...

OP | NED
07:11:2018 10:47
Dansk angriber vil revanchere skuffende sæson i ny klub

Den danske Valur-angriber Tobias Thomsen havde en skuffende sæson på Island. Nu jagter han ny klub.


I 2017 scorede den danske angriber Tobias Thomsen ni mål i den islandske liga for KR Reykjavik, og det gjorde den tidligere HB Køge-spiller til klubbens topscorer. Det kastede samtidig et skifte til mesterklubben Valur af sig. Her debuterede Thomsen med en scoring mod sin tidligere klub, men meget mere har der ikke været at juble over på det personlige plan for danskeren.

Scoringen i første spillerunde blev således den eneste, Tobias Thomsen noterede sig for i den forgangne sæson på sagaøen. Danskeren fik spilletid i 16 ud af 22 ligakampe, men ofte var der tale om korte indhop.

Nu meldes han på vej væk fra Valur, der genvandt det islandske mesterskab, og der er en god chance for, at han fortsætter karrieren på Island.

- Hvis der er én ting, jeg har lært, er det, at man aldrig ved, hvad der sker i fodbold. Min næste klub kunne helt sikkert godt være en islandsk, og jeg har talt med et par klubber, der har vist interesse, men jeg har også talt med nogle fra udlandet. Som tingene er lige nu, er det svært at sige, om der sker noget i morgen eller om en måned, siger Tobias Thomsen til fotbolti.net og tilføjer, at han er sulten efter at revanchere en skuffende sæson:

- Jeg synes, jeg stadig har noget at bevise her. Jeg ønsker ikke at "stikke af", bare fordi seneste sæson var en skuffelse for mig personligt. Jeg er fast besluttet på at vise, hvad jeg er i stand til, hvis jeg kommer til at spille fast.

Tobias Thomsen har blandt andre været rygtet til Vikingur R, men danskeren afviser, at han har været i dialog med den islandske klub. 


SIDEN SIDST...

OP | NED