SIDEN SIDST...

OP | NED
05:12:2018 09:04
Brøndbys talentchef uenig med Zorniger: Danske spillere er ikke forkælede

Der er ikke noget i vejen med danske talenters mentalitet, mener Kim Vilfort, der er talentchef i Brøndby IF og dermed står i spidsen for klubbens Masterclass-afdeling. Alexander Zorniger er presset, fordi han skal vinde kampe.


Siden søndag har den ene danske fodboldleder efter den anden udtalt deres uenighed med Alexander Zorniger. Den seneste i rækken er Brøndby IF's talentchef, Kim Vilfort. Han står i spidsen for klubbens Masterclass-satsning, som Zorniger blandt andet omtalte.

Kritikken tager udgangspunkt i, at Zorniger i søndags forklarede sin startopstilling med 11 udlændinge med, at Masterclass-afdelingen ikke er på et niveau, hvor den kan levere to-tre spillere til førsteholdet årligt, og at danske talenter generelt falder ofte igennem.

Både sportchef i FC Nordsjælland Carsten V. Jensen, agenten Antoni Alexandrakis, DBU’s talentudviklingschef, Flemming Berg, og FC Nordsjælland-cheftræner Kasper Hjulmand har i de seneste dage undsagt Zorniger, og det gør altså også Kim Vilfort.

Som han ser det, var Zornigers pointe, at danske spillere er for forkælede, og det er han ikke enig i.

- Nej, ikke overordnet set. Det handler om, at man skal udvikle spillere. Når de er 19 år, skal de udvikles. Når de er 24 år og skal til udlandet, så skal de præstere med det samme. Der er en forskel i det. Han er Superliga-træner, og han bliver bedømt på, om han vinder nogle kampe. Der er han presset lige nu, siger Vilfort til BT.

Der er ifølge klubbens hjemmeside aktuelt fem spillere i Brøndbys førsteholdstrup, som har været gennem klubbens talentafdeling: Casper Hauervig, Joel Kabongo, Gregers Arndal-Lauritzen, Morten Frendrup og Nikolai Laursen.


SIDEN SIDST...

OP | NED