SIDEN SIDST...

OP | NED
04:12:2018 09:17
Bo Henriksen kritiserer Superliga-dommere: For stor forskel

AC Horsens-manager Bo Henriksen luftede mandag aften en bekymring for forskellene fra dommer til dommer i den danske Superliga.


- Vi bliver snydt for et kæmpe, kæmpe straffespark, og det ændrer selvfølgelig kampen. Vi prøver at give dommeren kærlighed, fordi vi tænker, at det kan ikke blive ved med at gå i mod os. Vi blev også snydt i sidste uge. Det er bare irriterende - gennem hele sæsonen har det været op ad bakke.

Sådan lød ordene fra AC Horsens-manager Bo Henriksen for godt og vel en måned siden, da Horsens tabte på udebane til Vejle Boldklub i Superligaen.

Horsens-manageren har i dette efterår følt, at mange af de afgørende kendelser er gået imod "De Gule", og han kritiserer nu også forskellene i Superliga-dommernes håndtering af aktørerne på og uden for banen. 

I hjemmekampen mod Esbjerg i november blev Bo Henriksen udvist for at brokke sig til dommeren, men han har ifølge eget udsagen før fået lov til at blive på sidelinjen for det, der var værre:

- Vi er nødt til forberede os selv og spillerne på, hvem der skal dømme vores kampe, fordi der er så stor forskel i, hvad man kan tillade sig at sige eller spørge en dommer om. Jeg blev vist bort, fordi jeg sagde, at det var pivringe dømt.

- Det var måske ikke klogt sagt, men jeg har sagt ting, der er meget værre uden at blive bortvist. Den forskel duer ikke, sagde Bo Henriksen mandag aften til Horsens Folkeblad, da Horsens-manageren sammen med Superliga-dommer Mads Kristoffer Kristoffersen talte til et oplæg om samarbejdet mellem træner og dommer i landets bedste række. 

Bo Henriksen påpegede dog blandt andet også, at presset på dommerne er væsentligt større end på spillere og trænere, da der er et større fokus på at finde fejl hos dommerne. 


SIDEN SIDST...

OP | NED