SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
06:12:2018 10:59
Billing drømmer om stort skifte: Vil spille både Champions League og VM

Philip Billing har store ambitioner for karrieren. Han vil gerne spille i en storklub en dag, og så håber han, at han når at prøve både Champions League og VM.


Det var ikke sådan, at Philip Billing tilbragte al sin tid på bænken i Huddersfield Town i sidste sæson, men fast mand kunne man ikke kalde ham. Danskeren fik 16 Premier League-kampe, halvdelen af dem fra start.

I denne sæson kan man til gengæld roligt kalde Billing for fast starter. Huddersfield har spillet 15 kampe i ligaen, og danskeren har været i startopstillingen i dem alle. Blot tre gange er han blevet skiftet ud undervejs.

Den 22-årige midtbanespiller har udviklet sig til den Huddersfield-spiller, der har tilbragt flest minutter på banen hidtil, og det er målet, at den tendens skal fortsætte. I det lange løb vil han også gerne nå endnu længere.

- Lige nu er min ambition bare at spille hele tiden. Men på sigt er der meget, jeg gerne vil opnå. Jeg vil gerne have en stor karriere i Premier League og forhåbentligt komme til at spille for en storklub en dag. Og prøve at spille i Champions League. Jeg vil også gerne prøve at spille et VM - og de andre store slutrunder, siger Philip Billing til BT.

Den unge Premier League-spiller var desuden fast mand i EM-kvalifikationen for det danske U21-landshold, og han regner med, at han får lov af sin klub til at tage med til slutrunden til sommer.

I første omgang venter der dog en ligakamp mod Arsenal på lørdag. Huddersfield befinder sig ét point over nedrykningsstregen i Premier League.


SIDEN SIDST...

OP | NED