SIDEN SIDST...

OP | NED
11:01:2019 20:44
Bielsa tager ansvaret for Leeds-spion til Derby-træning

Marcelo Bielsa tager ansvaret for, at en Leeds United-ansat måtte fjernes fra Derby Countys træningsanlæg torsdag.


Leeds United og Derby County mødes fredag aften i den næstbedste engelske række, Championship, og det opgør har haft en mærkværdig optakt.

Torsdag måtte det engelske politi nemlig fjerne en mand fra Derbys træningsbaner, da han opførte sig mistænkeligt. Efterfølgende kom det frem, at manden var tilknyttet Leeds United, og at han forsøgte at spionerede Derby inden kampen fredag aften.

Og det bekræfter Leeds Uniteds træner, Marcelo Bielsa, nu. Bielsa forklarer samtidig, at han selv er ansvarlig for situationen.

- Det er rigtigt, at det var en fra Leeds United. Jeg er ansvarlig for det. Jeg skal præcisere det. Det er ligegyldigt, om det er lovligt eller ulovligt, eller rigtigt eller forkert. At Frank Lampard (Derbys cheftræner, red.) og Derby County følte, at det ikke var det rigtige at gøre, er nok til at overbevise mig om, at jeg ikke opførte mig godt.

- Jeg er den eneste ansvarlige for det, fordi jeg ikke bad om tilladelse fra Leeds United til at gøre det, fortæller Bielsa ifølge Sky Sports.

FA har efterfølgende meldt ud, at de vil kigge på sagen.

Før fredagens opgør mellem de to klubber ligger Leeds United nummer et i Championship med 51 point, mens Derby County er nummer seks med 43 point.


SIDEN SIDST...

OP | NED