SIDEN SIDST...

OP | NED
05:11:2018 10:01
14-årig scorede og skrev historie i Paraguays største klubkamp

Den blot 14-årige Fernando Ovelar scorede søndag aften i Paraguays største klubkamp, der bød på vanvittigt drama.


Topkampen mellem Olimpia Asuncion og Cerro Porteno i den bedste række i Paraguay bød på fire mål, to røde kort og en scoring af en 14-årig spiller.

For en uge siden var Fernando Ovelar for første gang med i truppen for Cerro Porteno, der er en af de største klubber i Paraguay, og søndag aften blev han så smidt for løverne, da topbraget og rivalopgøret mod Olimpia Asuncion blev skudt i gang.

Den 14-årige angriber startede på banen, og han behøvede ikke mange minutter, inden han fik takket for tilliden. 16 minutter inde i opgøret blev han sendt i dybden, og selvom teenageren formentlig har haft en del nerver på, viste han stor kølighed og sendte bolden i mål til 0-1.

Kampen endte med cifrene 2-2, da Olimpia Asuncion fik udlignet 12 minutter inde i overtiden på et straffespark, efter begge klubber tre minutter forinden havde fået en spiller udvist.

Fernando Ovelar er den første 14-årige spiller, som optræder i den bedste række i Paraguay, men han er ikke den første spiller på den alder, som har scoret. Også den tidligere Randers-spiller, Freddy Adu, nettede i MLS, da han var 14 år.

Blot 12-årige Mauricio Baldivieso har ifølge BBC rekorden for at være den yngste spiller til at score i en professionel kamp.


SIDEN SIDST...

OP | NED