SIDEN SIDST...

OP | NED
08:11:2018 15:25
Fredberg: eSuperligaen bliver en kamp i mellem FCK og BIF

Frederik Fredberg blev i 2018 klubverdensmester med Brøndby eSport, og han tror på en tæt kamp om guldet i eSuperligaen.


Brøndby IF er kommet forrygende i gang med eSuperligaen, hvor Frederik Fredberg og Daniel 'Dingo' Kristensen har spillet de gule fra Vestegnen op på førstepladsen efter to spillerunder på en bedre målscorer.

Frederik Fredberg var fremragende i FIFA 18, hvor det blev til flere personlige succeser, blandt andet Levante eSports International Cup og verdensmesterskabet for klubhold.

Nu skal der nye triumfer til i FIFA 19. Den triumf kan meget vel komme i den nyetableret eSuperliga, hvor Brøndby IF er kommet i gang med seks ud af seks mulige point. 

Planen er også klar fra både Fredberg og resten af Brøndby-holdet.

- Først og fremmest skal vi bare ramme top 3 i grundspillet, det er det overordnet mål i øjeblikket, fortæller Frederik Fredberg til Forza.dk.

- I slutspillet er det bare at tage en kamp af gang. Fordi alle hold i top 8 kommer til at være sindsygt gode, så det kommer til at handle om dagsformen.

Brøndby IF er også blandt favoritterne til at være med helt fremme om eSuperliga-guldet, og her skal de slås med rivalerne fra de rigtige græsbaner, FC København, spår Frederik Fredberg.

- Lige pt. er FCK favoritter, de har August 'Agge' Rosenmeier, som måske har været den bedste FIFA-spiller igennem de sidste ni år.

- De har lige hentet Marcus 'Marcuzo' Jørgensen, som måske har været den bedste dansker de sidste to år, så de har virkelig et stærkt hold.

Derfor skal man ikke undervurdere Frederik Fredberg og Brøndby, lyder det fra FIFA-profilen.

- Daniel og jeg har også et virkelig stærkt hold. Vi er forsvarende klubmestrer i lige netop dette format.

- Vi er så tæt på titeludfordrer, som man kan være, måske er det 60-40 til FCK.

eSuperligaen kan følges mandag og tirsdag på Dplay og Canal 9.

 

 


SIDEN SIDST...

OP | NED