SIDEN SIDST...

OP | NED
18:05:2017 06:22
Ståle: De viste at de ville give alt

FC København led i går aftes sæsonens første nederlag mod FC Midtjylland.


Før gårsdagens kamp var FCK blot tre kampe fra at gå ubesejrede gennem sæsonen, men det satte FCM en stopper for, da de med en 3-2 sejr sørgede for at de forsvarende mestre led det første nederlag i denne udgave af Superligaen.

Det så ellers ud til at FCK endnu engang skulle cruise sig igennem til en sikker sejr, da Peter Ankersen gjorde det til både 1-0 og 2-0 for gæsterne indenfor kampens første 20 minutter.

Det lykkedes dog for midtjyderne at komme tilbage. Først ved et selvmål af Eric Johansson og siden bragte André Rømer med en flot scoring FCM op på uafgjort før pausen. Paul Onuachu kunne sikre FCM sejren med sit mål fem minutter inde i anden havleg. Med sin 15. sæsonscoring kunne FCM gå fra banen som det, indtil videre, eneste danske hold, der har besejret FCK i denne sæson.

Ståle Solbakken var tilfreds med indsatsen, selvom resultatet ikke var som ønsket.

- Vi leverede for så vidt en okay præstation i aften. Før pausen scorede vi på to af tre chancer, og det gjorde de også. Vi scorer et fantastisk mål, og det gør de også. Så det var en intensiv kamp, og de viste at de ville give alt. Men jeg synes, vores spillere gjorde det helt okay, sagde Ståle efter kampen til klubbens hjemmeside.

Alligevel ærgrer det den norske træner, at FCM får scoret til 3-2. En situation som kunne have været undgået, mener han.

- Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at de kommer på 3-2, mens Ankersen ligger skadet, og de spiller på indersiden af Verbic. Vi skulle måske have sat en anden derned, men det gik så hurtigt, og jeg var optaget af at få Mads klar til at komme ind. Så det tager jeg på min kappe, uddybede Ståle om det mål, der viste sig at blive afgørende.

Føringsmålet fra Paul Onuachu kom tidligt i anden halvleg, og efterlod en masse tid for københavnerne at komme tilbage, men det lykkedes aldrig.

- Vi prøver at komme tilbage efter 3-2-målet, men spillet flyder ikke rigtig for os. Vi skaber for lidt chancer og får for få dødbolde, og de har lidt mere energi end os og forsvarer sig også godt. Men det er også vanskeligt, og det har det egentlig været længe, men det er jo ikke sådan, at vi bliver spillet ud af banen. Vi kunne også have tabt en kamp som denne med 3-2, selv om vi havde spillet om guldet, sagde Ståle.

FC København har de seneste kampe haft en del rotation på pladserne, og både Boilesen, Gregus og Pavlovic var med fra start.

- Men nu har Boilesen fået to hele og intensive kampe, og det er vigtigt for ham, og så må vi håbe, at det ikke er så slemt med Ankersen. Mads før det fornuftigt, da han kommer ind, men det er et meget svært tidspunkt at komme ind på. Gregus er i god form, og Pavlovic var også god med bolden og holdt godt i den, men skulle måske have scoret på den, han får på brystkassen, vurderede Ståle. 

FCK møder søndag Lyngby, og med en karantæne til Toutouh og en mulig skade til Ankersen, så kommer der flere roteringer.

- Ja, det bliver et anderledes hold, men vi har hele tiden også tænkt på, at vi først og fremmest skal være klar fysisk til pokalfinalen. Men nu må vi se, hvordan det ser ud de næste dage, sluttede Ståle fra MCH Arena.

Du kan i øvrigt se highlights fra kampen i videoen øverst i artiklen.


SIDEN SIDST...

OP | NED