SIDEN SIDST...

OP | NED
Import from www.tipsbladet.dk
17:05:2017 20:47
Esbjerg-målscorer: Folk græder i omklædningsrummet

Esbjerg led onsdag aften et kostbart 3-1-nederlag til AGF - et resultat, der medførte tårer i Esbjergs omklædningsrum.


Der var drama for alle pengene i slutminutterne af onsdag aftens møde mellem AGF og Esbjerg - en kamp, som førstnævnte trak sig sejrsrigt fra. 

Esbjerg havde ellers spillet en fin kamp og frem til det 90. minut var de med i kampen, mener Mads Hvilsom, der scorede gæsternes mål til 1-1 i første halvleg. 

- Vi er med i kampen til det 90. minut. Vi er fandme med i slutningen og har blandt andet en situation, hvor vi er tre mod to. Sådanne ting skal man score på, hvis man vil undgå at spille de her rigtig, rigtig kedelige kampe. Vi er med hele vejen og nu skal jeg passe på ikke at bande for meget, men det er noget pis, fortæller Hvilsom efter kampen. 

Resultatet betyder, at Esbjerg nu skal spille to knald-eller-fald kampe mod AC Horsens, hvor taberen ryger direkte ned i 1. division. Derfor var dagens kamp ramme alvor - og det var efter Hvilsoms udsagn til at tage og føle på i omklædningsrummet efter kampen. 

- De fleste i dag tænker, at vi spiller for vores liv. Folk sidder med tårer i øjnene nede i omklædningsrummet og det viser noget om, at vi gerne ville have undgået det i dag. Nu må vi ud og se realiteten i øjnene, eftersom alt det vi har siddet at snakket om er blevet til virkelighed. Nu skal vi ud og banke Horsens. 

Den første af de to kampe mod AC Horsens skal allerede spilles på lørdag, men det ser angriberen ikke som noget problem.

- Det er vi klar til. Der er ikke noget, der hedder trætte ben, når man kæmper for sit liv og for sin ære. Jeg tror ikke, at der er ret mange (i Esbjerg-truppen, red.), der har prøvet at rykke ned, men jeg ved i hvert fald, hvad det betyder at komme nede fra og op og hvor fedt det er. Det bliver en helt ny situation. 

AC Horsens er også en modstander, Esbjerg kender ekstra godt. De to hold har nemlig mødtes hele fire gange i Superligaen i denne sæson og en enkelt gang i en venskabskamp. 

- Nu ved jeg hvordan Horsens er, for jeg føler vi har mødt dem 1000 gange i denne sæson. Det er et pishold at møde, men det tænker de sikkert også om os. 

Den første kamp de to hold imellem spilles som nævnt på lørdag, mens returopgøret spilles mandag ugen efter. 


SIDEN SIDST...

OP | NED