Video : Tipsbladet
Skandinavien

Comeback efter 11 måneder: Det er ubeskriveligt

Anders Christiansen kommer aldrig til at glemme dagen, hvor han fik comeback i Allsvenskan.

Efter 11 måneders pause fra liga-fodbold vendte den danske midtbanespiller Anders Christiansen tilbage for Malmö FF. Det har han været siden han sidste år under en træning kollapsede og efterfølgende fik indopereret en ICD-enhed, som også Christian Eriksen har en af.

Efter sit comeback, som skete i kampen mod AIK efter 77 minutter med stående ovasioner, fortalte Christiansen, hvordan han oplevede det til Fotbollskanalen.

- Det er ubeskriveligt. Det er noget, jeg vil tage med mig resten af livet. Jeg vil aldrig glemme det. Det gælder også kærligheden fra holdet og mine holdkammerater, siger han og fortsætter:

- Det var en særlig dag. Jeg fik lov til at komme tilbage på banen, solen skinnede, sommeren er nær, vi spillede mod AIK, vandt 5-0, og jeg kunne træde ind på denne måde. Jeg kan ikke bede om mere, lyder det fra Anders Christiansen.

Derudover forklarer han, at han forinden kampen havde forsøgt at kontrollerer sine tanker.

- Selvfølgelig har mange tanker været igennem mit hoved. Jeg har forsøgt at forberede mig på bedst mulig vis, men det var svært at forberede sig på det, jeg oplevede. Jeg havde ikke forestillet mig dette. Det var stort, bemærker 'Malmø-AC', som nu glæder sig over, at han nu kan give slip på tankerne og spørgsmålene om, hvordan han vender tilbage.

Endvidere peger han på, at han ikke ved, hvordan det ser ud med spilletiden fremover. Samtidig har han også kunne se, at han savnede noget ved fodbolden.

- Det adrenalinkick, man får foran 20.000 mennesker. Jeg tror, det er svært at forstå udefra. Når man først har oplevet det i mange sæsoner, bliver det en form for afhængighed, fortæller Anders Christiansen.

Efter seks kampe er Malmö FF nummer ét i den svenske liga med seks sejre.