Video : Tipsbladet
Serie A

Scouter Frendrup: Sådan går puslespillet op

Godt nok har Morten Frendrup lige forlænget sin kontrakt med Genoa, men det er slet ikke ensbetydende med, at han bliver der i lang tid fremover.

Morten Frendrup er på papiret Genoa-spiller fire år endnu, efter han tidligere torsdag forlængede sin kontrakt med den italienske klub. På papiret, men stort set alt tyder på, at de holder på ham for en stakket stund. 

Danskeren har nemlig fået sit helt store italienske gennembrud, hvor han regelmæssigt er en af Genoas absolut bedste spillere. Det har de bidt mærke i på større adresser, og en af disse er Juventus, som holder nøje.

Ifølge Tuttomercatoweb var en scout fra klubben på plads, da Genoa mødte Udinese i weekenden. Her var Frendrup god, hvilket betød, at scoutens kamprapport ifølge mediet var fyldt med rigtig mange plusser.

Derfor kan en transfer komme i spil til næste sæson, og her kan Genoa bede om, at Juventus sender Enzo Barrenechea, der i denne sæson er udlejet hos Frosinone, den anden vej. Det giver mening med tanke på, at Barrenechea vil kunne udfylde det hul, som Frendrup efterlader. De to spiller nemlig samme position. Her peger pilen mest mod en udlejning, da det er usikkert, om Juventus vil risikere at miste ham permanent. 

Spillet om Frendrup er altså i gang, selv om han lige har forlænget sin kontrakt.