Video : Tipsbladet
Premier League

Straffekaos: Næste gang sparker ingen af dem!

Cole Palmer, Noni Madueke og Nicholas Jackson var stærkt uenige om, hvem der skulle sparke Chelseas straffespark ved stillingen 4-0. Det behøves de dog ikke at være næste gang, da ingen af dem får lov at sparke

Chelsea cruisede sig til en nærmest legende let sejr på 6-0 mod Everton mandag aften.

Det var dog langt fra alt, der var som en leg for det ellers hårdtprøvede London-mandskab.

Ved stillingen 4-0 fik Chelsea nemlig tildelt et straffespark, og her var flere af spillerne ved at ryge i totterne på hinanden over, hvem der skulle eksekvere fra 11-meterpletten. Her tog Noni Madueke bolden ud af hænderne på Cole Palmer, inden Nicholas Jackson også kom løbende for at byde sig til, men til sidst var Conor Gallagher den voksne, da han fravristede bolden ud af hænderne på Madueke og gav den videre til Palmer.

En situation som Chelsea-træner, Mauricio Pochettino, da heller ikke ligefrem er stolt af. 

- Hvis vi gerne vil være et stort hold, bliver vi nødt til at ændre det her og tænke i en mere kollektiv retning. De er alle involverede i denne situation. Næste gang er der ingen af dem, der får lov at sparke, og jeg laver ikke sjov, lyder det fra Pochettino til Sky Sports.

Cole Palmer scorede dog ganske sikkert på straffesparket og er nu delt topscorer i Premier League med 20 mål. Samme antal som Erling Haaland i Manchester City. 9 af Palmers 20 mål i denne sæson er scoret fra 11-meterpletten.