Video : Tipsbladet
La Liga

Helt vild med Dovbyks hattrick: Det er utroligt

Blandt andet er Girona-træneren vild med den hastighed, som Dovbyk kommer med.

Der var nok ikke mange, der havde tænkt sig, at Artem Dovbyk en dag skulle score et lynhurtigt hattrick i La Liga, da han spillede i Superligaen, hvor målene ikke ligefrem kom på samlebånd for ham.

Ikke desto mindre var det, hvad der skete søndag aften, da han sammen med resten af Girona-holdet vandt med 5-1 over Sevilla. Efter kampen havde catalanernes cheftræner Michel et par ord om ham ved pressemødet. Det skriver spanske AS.

- Det er utroligt. Hastigheden, direkteheden og støtten fra spillere på midtbanen og midterforsvarerne... det er enormt. Vi var et meget vertikalt hold med stor beslutsomhed, siger han og fortsætter:

- Dovbyk har evnen til at score mål. Det tredje er blandt de mest spektakulære, vi har set. Disse spillere fortjener alt. Det er en fornøjelse at se dem træne. Jeg nyder det meget med dem og anerkender det talent, de besidder, fortæller Michel.

Med sejren er Girona på førstepladsen med ét point ned til Real Madrid, der dog er en kamp bagud. Og når det kommer til mulighederne for at vinde mesterskabet, så skubber han tanken en smule væk.

Her peger han på, at klubber som Barcelona og Real Madrid er i stand til at vinde ti kampe i træk, og han ser mere på mulighederne for at spille europæisk efter sommerferien. 

- Holdet er klar til at kæmpe for Europa; vi har 20 point fra syvende pladsen. Hvis vi ønsker at kæmpe om Champions League, må vi se det senere. Men hvis vi ender som nummer seks, ville jeg heller ikke betragte det som et nederlag, det ville ikke være retfærdigt, fastslår Girona-træneren.

Dovbyks hattrick kom med tre mål på seks minutter. Læs mere om det her.