Generelle

Duncan: Målet var helt bevidst

Det var ikke held, da Brøndby-angriber Morten "Duncan" Rasmussen scorede matchvindermålet mod Esbjerg. Målscoreren var helt bevidst om, hvad der skulle ske.

Det så meget heldigt og tilfældigt ud, da Brøndby scorede sejrsmålet til 2-1 mod Esbjerg. På et direkte frispark blev Esbjerg-målmand Lars Winde snydt af et afrettet frispark, som Brøndby-angriber Morten "Duncan" Rasmussen blev noteret for.

Men det var planlagt ned til sidste detalje af "Duncan", som kort inden frisparket skulle tages, gav klare dessiner til sin anfører Stefan Gislason om at skyde hårdt, så bolden eventuelt kunne dirigeres til en af siderne tæt under mål.

- Målet var helt bevidst fra min side. Jeg sagde til Stefan: Jeg har en mand i ryggen, du skal bare tyre. Det var meningen, at jeg så kunne rette den af, forklarede Morten "Duncan" Rasmussen og pegede på sin hofte for at vise, hvor bolden ramte ham.

Bortset fra målet brændte "Duncan" flere store chancer, og i det hele taget var Brøndby-angrebet generelt uskarpt. Den tidligere AGF'er var dog fint tilfreds med samarbejdet med nyindkøbet Ousman Jallow.

- Det var fint, og det bliver bedre og bedre. Det er kun anden kamp, vi spiller sammen, og jeg håber, at det kan blive endnu bedre, sagde matchvinderen.

/ritzau/