»Ståle ville gå amok hvert andet minut, hvis han så de rum, der bliver åbnet i forsvaret«

»Jeg hviler rigtig godt, hvor jeg er. Det er måske min største hæmsko i forhold til udlandet. VIl jeg det brændende nok? Jeg forlængede min kontrakt med fem år i 2006, fordi det var det rigtige for mig, og det føler jeg stadig. Så er det da rigtigt, at der på et tidspunkt er en dør, der åbner sig på klem nede for enden af gangen (West Ham var klar med en transfer til 30 millioner kroner, men FCK sagde nej i januar 2007, red.), og man må vurdere, om det er muligt at tage de tre skridt ned til den, men sådan blev det ikke for mig, og det er jeg afklaret med. Der var muligheder, der blev forpasset, men uden at det skal lyde alt for højstemt, så er der jo nok en mening med det, så jeg er hverken bitter eller ærgerlig.«

Sådan sagde Michael Gravgaard for knap seks måneder siden, da et SAS Liga-forår stod for døren. Det gik nu knap så godt for hverken forsvareren eller FCK, og da denne sommer bød på afsked med et par bærende profiler i form af Michael Silberbauer og Marcus Allbäck, virkede det ikke oplagt, at man nu får fat på den tidligere FCK-anfører på en knitrende telefonlinie med udgangspunkt fra et hotelværelse i Nantes.

Men sådan går det så hurtigt i fodboldverdenen, selv om Gravgaard nu skal have lov til at forholde sig til ovenstående udtalelse fra februar 2008.

»Jamen jeg var også selv meget overrasket over Nantes-interessen, for jeg havde jo netop været igennem en skadesplaget sæson, men de kom til mig og de ville have mig rigtig, rigtig meget. I løbet af den seneste tid har der været udskiftning i Nantes-ledelsen, og de nye folk kendte mig som personlighed på banen.«

»De havde set mig, når det gik godt, men også når det gik skidt, og nu havde de bestemt sig for at gå efter mig. Og jeg var da smigret over den interesse og den stædighed, de gik ind i sagen med. Det vidnede om en høj grad af seriøsitet. Jeg blev ikke solgt på en dagsform, jeg blev solgt som person,« siger Michael Gravgaard om det skifte, som FCK ikke accepterede uden videre, men som endte med at falde på plads, da prisen kom op i West Ham-niveauet fra 18 måneder tidligere.

»FCK ville ikke sælge, men gjorde det i sidste ende, og man må beundre deres købmandsskab. Da West Ham var på banen havde det været et drømmeskifte for mig, men dengang ville klubben ikke sælge, og det accepterede jeg, men samtidig gav jeg også udtryk for, at jeg håbede på, at de ville kigge på fremtidige lignende tilbud med fornuft og realisme. Og det gjorde de. FCK var en ansvarlig arbejdsgiver og så ikke kun tingene fra deres eget perspektiv. De så også mit.«

»Så alle parter var tilfredse, og vi kunne sige pænt farvel med et håndtryk og ønsket om god vind til begge parter, og det var jeg selvfølgelig glad for. Man involverer sig jo. Det var ikke let at sige farvel, at give vaskedamen et knus og siger farvel til Preben (materialemanden, red.), for jeg havde tre rigtig gode år, hvor jeg også håber, at jeg har sat et aftryk i FCK. Klubben har i hvert fald sat et dybt aftryk i mig. Men tiden var den rigtige for mig af både private og sportslige årsager.«

»De primære årsager til skiftet var, at jeg kom til et sted, hvor jeg følte mig ønsket og at jeg fik nye sportslige udfordringer. Det var nu, hvis det skulle være, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med en ny liga, få nye impulser, lære noget og blive en bedre fodboldspiller generelt. Og så er der jo også hele den kulturelle oplevelse. Jeg kender ikke sproget eller landet, så på den måde er det også en stor udfordring for både mig og min familie i forhold til at skifte syd for grænsen eller over Nordsøen.«

»Selvfølgelig er der en økonomisk fordel, men i forhandlingssituationen var der tre parter, der skulle være enige, og jeg var ikke den stærke part. Nantes havde en vis økonomi at arbejde med, og klubben skulle blive enige først, så på den måde blev der flyttet rundt på kagen, men det var heller ikke det afgørende for mig,« siger Michael Gravgaard fra det hotelværelse, han har kaldt hjem i en måned.